Vi har et ansvar for at reducere vores egen klimapåvirkning og for at støtte op omkring tilpasning og en bæredygtig udvikling i de lande, der rammes af klimaforandringer, men som ikke har de samme ressourcer. Det er en global skæbne og et globalt ansvar. Dette samarbejde har ikke kun et klimapolitisk og teknologisk aspekt, men også et humanistisk, da vi, ved at sætte klimapolitik højst på den internationale dagsorden, kan bidrage til en mere ligeværdig udvikling og dermed global stabilitet.
Hvad kan vi holde politikerne op på?
I VedvarendeEnergi mener vi, at vi i Danmark og andre industrialiserede lande har et politisk ansvar for klimaforandringerne. Men hvad kan vi holde politikerne op på? Vi kan både holde politikerne op på et moralsk ansvar og en række politiske forpligtelser som Parisaftalen, FN´s Verdensmål og Europas klima- og energipolitik.
Moralsk ansvar
Hvem har ansvaret for klimaforandringernes konsekvenser? De lande, der rammes af de klimaforandringerne - eller de lande, der er årsag til dem? Vi mener begge, men vi mener også, at lande som Danmark i høj grad har en moralsk forpligtelse til at tage klimaansvar.
Vi har både et ansvar for at reducere vores egen klimapåvirkning, men også for at støtte op omkring tilpasning og en bæredygtig udvikling i de lande, der rammes af klimaforandringer”
Parisaftalen
Parisaftalen er den rammeaftale, der blev til i forbindelse med FN’s klimakonference Cop21 i Paris 2015. Parisaftalen dikterer i sig selv ikke dikterer, hvordan de forskellige lande skal reducere drivhusgasudledninger, men sætter rammerne for, hvordan disse planer skal udvikles, og hvad de skal indeholde.
Parisaftalen består af to elementer: Målet (CO2-neutral verden, et godt stykke under 2 grader, helst maks. 1.5 grader) og midlet (NDC’erne). Under midlet defineres hvordan og hvor ofte nye NDC’er skal udformes, bruges og evalueres, hvordan vi skal støtte hinanden finansielt og teknologisk i omstillingen, og hvad vores ansvar er i forhold til ‘loss and damage’. Parisaftalens eneste sanktionsmulighed er internationalt pres fra andre lande og den kontinuerlige evaluering af klimaindsatsen.
Forenede Nationers Verdensmål (SDG)
FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling ( Sustainable Development Goals) er efterfølgeren til FN’s Millennium Goals, der bestod af 8 mål, som skulle fremme en samlet indsat til udviklingen i det globale syd. I lyset af at klima, miljø, og globale sammenhænge i højere grad påvirkede fattigdom, sult og ulighed og at problemerne, besluttede de Forenede Nationer sig derfor for at skabe 17 nye Verdensmål, frem for at forlænge de gamle.
De nye 17 Verdensmål, der blev vedtaget i 2015, gælder for alle FNs 193 lande, der med sin underskrift har forpligtet sig på at arbejde med målene både nationalt og internationalt. Det er et udtryk for et paradigmeskift i verdenen og en erkendelse af, at blandt andet klimaforandringer truer den positive udvikling.
Men arbejdet med verdensmålene skal finansieres, hvis de skal nås. Det kræver, at der investeres langt mere i bæredygtig udvikling, og at investering i ikke-bæredygtig produktion og forbrug må stoppes. Særligt verdens fattigste lande står med en meget stor udfordring i forhold til at skaffe den nødvendige finansiering.
Europas klima- og energipolitik
Danmark er som medlem af den Europæiske Union forpligtet til Parisaftalen via den fælles europæiske NDC. Den europæiske NDC er EU’s klimaplan og består af forskellige direktiver (dem, der forpligter national lovgivning og dem, der påvirker det indre marked), kvotesystemet, forpligtelser for de enkelte EU lande og EU's budget.
Generaldirektoratet for Klima (DG-CLIMA) udformer og gennemfører klimapolitikker og -strategier, som den Europæiske Kommission implementerer i EU, fx alle 28 lande forpligtet til at reducere 40% af deres drivhusgasudledning i forhold til 1990 frem til 2030. Det betyder, at de europæiske lande også er forpligtet over for hinanden, dels via kvoter og dels via hvor meget de enkelte lande skal gøre, der hvor der ikke er kvoter ( landbrug, transport, boliger).
Danmarks klima- og energipolitik
Danmarks klimapolitik baserer sig på to søjler: EU’s klimapolitik og et langsigtet nationalt klimamål.
Klimaloven fra den 11. juni 2014 (S, R, SF, EL, K) etablerer den strategiske ramme for Danmarks overgang til et lavemissionssamfund, der skal være uafhængigt af fossile brændsler i 2050. Frem mod 2020 har Danmark påtaget sig at reducere de nationale drivhusgasudledninger fra ikke-kvotesektoren (transport, landbrug, individuel bygningsopvarmning, affaldsforbrænding, andre småkilder) med 20% ift. 2005: Det svarer til en reduktion af ca. 12,5 mio. tons CO2e. I 2030 forventes der, at Danmark har reduceret 39% ift. 2005 udenfor EU’s kvotesystem (reduktionsmål stadig under forhandling).
Til november 2017 vil regeringen komme med et politisk udspil om Danmarks fremtidige klimaplan. Emnet er derfor også særlig interessant til den kommende kommunale valgkamp. Det er derfor aktuelt at forsøge at påvirke politikerne nu.